Fredag 11-11.45 Praktisk gruppearbejde
Otte cases til hands-on træning i klinisk og organisatorisk brug af AI
Kopiér én case ad gangen ind i din foretrukne AI-model. Arbejd med outputtet, diskutér det med din sidemand, og brug refleksionsspørgsmålene som afsæt for fælles drøftelse.
Case 1: Morgenhovedpine
Kontekst Du er praktiserende læge. En 45-årig mand uden kendte sygdomme og uden fast medicin henvender sig med morgenhovedpine de seneste tre uger. Han har let nakkestivhed og træthed. Du har foretaget neurologisk undersøgelse, som er normal. Blodtryk og temperatur er normale. Ingen tegn på meningitis.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Mand, 45 år, ingen kendte sygdomme, ingen fast medicin. Morgenhovedpine de seneste 3 uger, let nakkestivhed, træthed. Normal neurologisk undersøgelse, BT og temperatur normale. Jeg mistænker spændingshovedpine eller hypertensiv hovedpine. Lav en rangordnet top-5 differentialdiagnose. Angiv røde flag jeg aktivt skal udelukke klinisk. Foreslå konkrete næste kliniske skridt. Du må ikke stille en diagnose. Marker [TJEK] ved fund der kræver klinisk verificering hos patienten, og [VERIFICÉR] ved guideline-afhængige anbefalinger.
Til refleksion Hvad tilføjede AI som du ikke selv havde overvejet? Og hvad manglede den at vide om patienten for at svaret kunne blive endnu mere præcist?
Case 2: Åndenød og træthed
Kontekst Du ser en 58-årig kvinde med BMI 31 og hypertension i behandling med Ramipril. Hun har haft åndenød ved trappegang de seneste tre uger, træthed og let ankelødem bilateralt. Ingen brystsmerter og ingen feber. Du overvejer hjerteinsufficiens men vil sikre dig at du ikke overser en lungerelateret årsag.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Kvinde, 58 år, BMI 31, hypertension i behandling med Ramipril. Åndenød ved trappegang siden 3 uger, træthed, let ankelødem bilateralt. Ingen brystsmerter, ingen feber. Jeg overvejer hjerteinsufficiens men vil sikre mig at jeg ikke overser lungerelateret årsag. Lav top-5 differentialdiagnose rangordnet efter sandsynlighed. Angiv røde flag. Angiv hvad der mangler i anamnesen for at skærpe vurderingen. Du må ikke konkludere diagnosen. Marker [VERIFICÉR] ved guideline-afhængige trin.
Til refleksion Hvad ville der have sket hvis du i stedet for denne prompt blot havde skrevet “hvad fejler hun?” Prøv det og sammenlign de to output.
Case 3: Multimorbid patient til kontrol
Kontekst Du har om 15 minutter en 74-årig kvinde til kontrol. Hun har DM2, hypertension, hjerteinsufficiens med EF 45%, KOL GOLD B og osteoporose. Hendes seneste eGFR er 54. Hun tager: Metformin 1g x2, Furosemid 40mg, Bisoprolol 5mg, Ramipril 5mg, Amlodipin 5mg, LAMA, ICS x2, Alendronsyre 70mg ugentlig, Calcium med D-vitamin, Pantoprazol 20mg, Simvastatin 40mg og Aspirin 75mg.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Forberedelse til 15-minutters kontrol. Kvinde, 74 år, DM2, hypertension, hjerteinsufficiens EF 45%, KOL GOLD B, osteoporose. eGFR 54. Medicin: Metformin 1g x2, Furosemid 40mg, Bisoprolol 5mg, Ramipril 5mg, Amlodipin 5mg, LAMA, ICS x2, Alendronsyre 70mg ugentlig, Calcium med D-vitamin, Pantoprazol 20mg, Simvastatin 40mg, Aspirin 75mg. Lav en diagnose-medicin-kortlægning. Identificer kombinationer der kræver klinisk opmærksomhed og marker [VERIFICÉR] ved alle der bør slås op i pro.medicin.dk. Giv mig en prioriteret top-3 over hvad der kræver aktiv afklaring i konsultationen. Foreslå ingen medicinændringer og ingen dosisændringer.
Til refleksion Er der opmærksomhedspunkter i output som du ikke selv havde på din mentale liste inden konsultationen? Og hvilke af [VERIFICÉR]-markeringerne ville du faktisk slå op?
Case 4: Forløbet der ikke rykker sig
Kontekst Du har set en 44-årig kvinde tre gange de seneste fire måneder. Hun klager over diffuse vandrede ledsmerter, træthed, søvnproblemer og periodisk hjertebanken. Blodprøver er normale to gange: TSH, CRP, Hgb og blodsukker. Du har overvejet funktionel lidelse, men noget undrer dig stadig.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Kvinde, 44 år, i øvrigt rask. Diffuse vandrede ledsmerter, træthed, søvnproblemer, periodevis hjertebanken. Normale blodprøver x2: TSH, CRP, Hgb, blodsukker. Set tre gange uden diagnose. Jeg overvejer funktionel lidelse, men noget undrer mig. Udfordre min hypotese. Hvad har jeg ikke overvejet? Hvad mangler i anamnesen? Hvilke prøver er ikke taget? Angiv differentialdiagnoser jeg bør have på listen. Du må ikke konkludere diagnosen. Marker [TJEK] ved fund der kræver klinisk afklaring.
Til refleksion Bragte AI noget på banen som du ikke selv havde overvejet? Og hvad ville der have sket hvis du i stedet havde skrevet “er det ikke bare fibromyalgi?” Prøv det og sammenlign.
Case 5: Ny medicin og urolig patient
Kontekst Du har netop øget en 71-årig kvindes Furosemid til 40mg om morgenen på grund af tiltagende ankelødemer ved hjerteinsufficiens. Hun er lidt urolig og vil gerne have noget skriftligt med hjem om hvad hun skal holde øje med. Du har aftalt at hun vejer sig dagligt, at hun kontakter klinikken hvis hun tager over 2 kg på to dage, får tiltagende åndenød eller bliver svimmel, og at hun kommer til kontrol om to uger.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Skriv en kort patientbesked på maksimalt 8 linjer. Furosemid er øget til 40mg morgen. Patienten skal: veje sig dagligt om morgenen inden mad, notere vægten, kontakte klinikken hvis hun tager over 2 kg på to dage, får tiltagende åndenød eller bliver svimmel eller besvimer. Næste kontrol om to uger med vægtjournal. Ingen fagtermer. Brug du-form. Tilføj ingen råd jeg ikke har angivet her. Marker [UDFYLDES] hvis der mangler oplysninger fra mig.
Til refleksion Tilføjede AI råd du ikke bad om? Ville du sende beskeden som den er, eller skal noget ændres? Og hvad sker der hvis du fjerner instruktionen om ikke at tilføje egne råd?
Case 6: Medicininteraktion
Kontekst Du gennemgår medicinlisten på en 68-årig mand med DM2, hjerteinsufficiens EF 35%, hypertension og kroniske knæsmerter. Han tager Metformin, Empagliflozin, Furosemid, Bisoprolol og Ramipril. Han spørger om han må tage ibuprofen mod knæsmerterne. Du vil have et struktureret overblik over behandlingsmulighederne og eventuelle opmærksomhedspunkter i hans medicin inden du svarer ham.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Mand, 68 år, DM2, hjerteinsufficiens EF 35%, hypertension, kroniske knæsmerter. Medicin: Metformin, Empagliflozin, Furosemid, Bisoprolol, Ramipril. Patienten spørger om han må tage ibuprofen. Lav en rangordnet oversigt over smertebehandlingsalternativer fra foretrukket til bør undgås. Angiv de vigtigste opmærksomhedspunkter i hans medicinliste i relation til NSAID og marker [VERIFICÉR] ved alle der bør slås op i pro.medicin.dk. Foreslå ingen konkrete doseringer. Foreslå ingen præparatskift.
Til refleksion Hvad ville der have sket hvis du blot havde skrevet “er der interaktioner i denne medicinliste?” Prøv det og sammenlign. Og hvilke af [VERIFICÉR]-markeringerne ville du reelt slå op inden du svarede patienten?
Case 7: Intern kommunikation om ændret telefontid
Kontekst Din klinik ændrer telefontiden. Fremover er klinikken telefonisk tilgængelig kl. 8.00-10.00 og 13.00-14.00 i stedet for den nuværende åbningstid kl. 8.00-12.00. Baggrunden er at lægerne har brug for uforstyrret tid til konsultationer og dokumentation midt på dagen. Ændringen træder i kraft om tre uger. Du skal informere det administrative personale, forklare baggrunden og gøre det klart hvad der forventes af dem i overgangen.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Jeg er leder af en almen praksis og skal skrive en intern besked til vores administrative personale om en organisationsændring. Vi ændrer vores telefontid fra kl. 8.00-12.00 til kl. 8.00-10.00 og 13.00-14.00. Baggrunden er at vi vil skabe uforstyrret tid til konsultationer og dokumentation. Ændringen sker om tre uger. Skriv en intern besked der forklarer baggrunden, hvad der konkret ændrer sig, hvad vi forventer af personalet i overgangen, og hvordan vi håndterer patienter der ringer uden for telefontiden. Tonen skal være respektfuld og anerkende at dette stiller nye krav til sekretærerne. Maksimalt 200 ord. Marker [UDFYLDES] alle steder hvor vi selv skal tilføje lokalt indhold.
Til refleksion Er der spørgsmål fra personalet som du forventer, men som beskeden ikke besvarer? Og hvad afslører det om din forberedelse til ændringen?
Case 8: Beslutningsnotat om ny sygeplejefunktion
Kontekst Din klinik overvejer at give en sygeplejerske det koordinerende ansvar for diabetespatienter og de store årskontroller. Det vil betyde at hun bruger estimeret 30-40% af sin tid på dette. Klinikken har fire læger, to sygeplejersker og ca. 180 patienter med type 2-diabetes. I er i tvivl om det kan betale sig og om I har kapaciteten til at løfte det.
Prompt Kopier denne tekst direkte ind i AI:
Vi er en almen praksis med fire læger og to sygeplejersker. Vi overvejer at give én sygeplejerske det koordinerende ansvar for vores diabetespatienter og tilrettelæggelsen af de store årskontroller. Det vil betyde at hun bruger estimeret 30-40% af sin tid på dette. Vi har ca. 180 patienter med type 2-diabetes. Lav et beslutningsnotat med følgende afsnit: hvad problemet er i dag, forventede gevinster, risici, forudsætninger der skal være på plads, hvilke medarbejdere der påvirkes, og hvordan vi evaluerer om det virker efter tre måneder. Angiv tydeligt hvilke oplysninger der mangler og som vi selv skal indsætte inden beslutningen kan træffes. Du må ikke opfinde tal eller antagelser vi ikke har angivet.
Til refleksion Hvilke af de manglende oplysninger AI peger på vidste du faktisk ikke svaret på? Og er notatet godt nok til at tage med til et klinikmøde som det er, eller kræver det bearbejdning?
Casene er udarbejdet til LUF-kurset AI i almen praksis, Barcelona 2026, med udgangspunkt i bogen Bedre patientbehandling med AI af Henning Langberg og Charlotte Høgsted Voglhofer, sundhedAI.d
Når I er færdig med ovenstående, så vil jeg gerne have jer til at arbejde med selv at formulere jeres prompts. Det går nedenstående øvelse ud på. Del læringerne med din gruppe, og noter dig, hvad du skal husk, når du på mandag sidder hjemme i klinikken.
Skriv din egen prompt
Otte kliniske udfordringer, hvor du selv formulerer prompten
I disse øvelser får du kun konteksten. Du skal selv skrive prompten. Der er ingen facitliste, men der er et par spørgsmål til sidst, som hjælper dig med at vurdere, om du fik det bedste ud af AI.
En god klinisk prompt indeholder typisk fire ting: kontekst om patienten, de relevante kliniske data, en klar beskrivelse af hvad du vil have AI til at levere, og en sikkerhedsramme, der siger, hvad AI ikke må, fx at den ikke må stille en diagnose eller foreslå konkrete medicinændringer.
En bemærkning om din egen vurdering
Du kan vælge at skrive din foreløbige kliniske overvejelse (fx mulig diganose) ind i prompten, men vær opmærksom på, hvordan du formulerer det. Skriver du “jeg tror, det er X” risikerer du, at AI bekræfter dig frem for at udfordre dig. Skriver du i stedet “jeg overvejer X, men udfordre min hypotese og peg på, hvad jeg kan have overset”, vender du bekræftelsesbiasen (confimation bias) om og bruger AI til det, den er bedst til.
Du kan også bevidst udelade din vurdering i første omgang for at se, hvad AI bringer på banen, og derefter i anden runde fortælle AI om dine overvejelser og bede den vurdere, om disse holder. De to output sammenlignet giver ofte den bedste læring.
Øvelse 1: Den patient der ikke passer ind
Situation En 52-årig mand, lærer, har været hos dig tre gange på fire måneder. Han klager over tiltagende træthed, diffuse muskelsmerter og en fornemmelse af at noget ikke er som det plejer. Han er gift, ingen åbenlyse sociale belastninger. Blodprøver er normale: TSH, CRP, Hgb, levertal, nyrefunktion og blodsukker. Hans hustru er kommet med til det seneste besøg og er bekymret. Du er selv lidt usikker på hvad du leder efter.
Skriv en prompt der giver dig noget du ikke allerede ved.
Til refleksion Fik du AI til at udfordre din tænkning, eller bekræftede den det du allerede overvejede? Og skrev du hvad du selv mistænker ind i prompten?
Øvelse 2: Medicinlisten der bekymrer dig
Situation En 79-årig kvinde kommer til sin halvårlige kontrol. Hun har atrieflimren, type 2-diabetes, hypertension og kroniske rygsmerter. Hun tager Apixaban, Metformin, Bisoprolol, Amlodipin, Losartan og har for to måneder siden fået ordineret Ibuprofen 400mg x3 dagligt af en speciallæge i ortopædkirurgi mod lændesmerter. Du er bekymret men vil have et struktureret overblik inden du tager samtalen med hende.
Skriv en prompt der giver dig det overblik du har brug for inden konsultationen.
Til refleksion Bad du AI om at foreslå ændringer, eller bad du den om at strukturere dine overvejelser? Og husker du at bede den markere hvad der skal verificeres eksternt?
Øvelse 3: KOL-patienten der ikke følger planen
Situation En 64-årig mand med KOL GOLD C har haft to exacerbationer det seneste år. Han ryger stadig, ca. 10 cigaretter dagligt, og du har haft mange samtaler om rygestop uden held. Han bruger sin inhalator uregelmæssigt og ringer ofte til klinikken med spørgsmål om hvornår han skal søge akut hjælp. Du vil gerne have ham til at forstå sin sygdom bedre og vide præcist hvornår han skal handle selv og hvornår han skal ringe.
Skriv en prompt der resulterer i en handleplan han kan have liggende derhjemme.
Til refleksion Specificerede du præcis hvilke kriterier der skal udløse kontakt til klinikken og hvad der kræver 112? Og bad du AI om at holde sig til de kriterier du angav, eller overlod du det til AI at bestemme tærsklerne?
Øvelse 4: Patienten der kommer med sin AI-udskrift
Situation En 38-årig kvinde møder op med tre A4-sider udskrevet fra ChatGPT. Hun har tastet sine symptomer ind og fået at vide at hun sandsynligvis har Lupus. Hun er meget bekymret. Du har set hende for tre uger siden med uspecifikke ledsmerter og træthed og bestilt blodprøver, som endnu ikke er kommet. Du vil bruge AI til at forberede dig på samtalen med hende og til at strukturere hvad du faktisk ved og ikke ved på nuværende tidspunkt.
Skriv en prompt der hjælper dig med at forberede konsultationen, ikke med at besvare om hun har Lupus.
Til refleksion Holdt du AI ude fra at konkludere på spørgsmålet om diagnosen? Og bad du den hjælpe dig med samtalen frem for med differentialdiagnosen?
Øvelse 5: Den nyopererede patient med mange spørgsmål
Situation En 67-årig mand er udskrevet for fire dage siden efter en elektiv hoftealloplastik. Han ringer til klinikken med en lang liste spørgsmål: han har let rødme omkring operationssåret, en smule hævelse, svag feber på 37,8, og han er usikker på om han må belaste benet. Han er bange for blodprop. Hans kone ringer på hans vegne fordi han har svært ved at gå til telefonen. Du vil bruge AI til at lave en struktureret patientbesked han kan læse og bruge.
Skriv en prompt der resulterer i en klar og beroligende besked med præcise kriterier for hvornår han skal handle.
Til refleksion Angav du præcis hvilke kriterier der skal få ham til at ringe til klinikken, hvornår han skal til skadestuen og hvornår han skal ringe 112? Og bad du AI om at holde sig til det du angav frem for at tilføje egne råd?
Øvelse 6: Den komplekse overlevering til vikaren
Situation Du skal holde ferie i to uger. Du har syv patienter du er bekymret for og vil gerne give din vikar et præcist overblik over hvem de er, hvad du har sat i gang og hvad vikaren særligt skal holde øje med. En af dem er en 81-årig mand med hjerteinsufficiens der netop har fået justeret sin medicin. En anden er en 45-årig kvinde under udredning for uforklaret vægttab. En tredje er en 33-årig mand med ny depression der netop er startet på antidepressiva.
Skriv en prompt der hjælper dig med at strukturere overleveringen for disse tre patienter på en måde der er klar og handlingsorienteret for vikaren.
Til refleksion Husk at bruge generiske beskrivelser uden identificerbare oplysninger. Fik du AI til at tydeliggøre hvad der kræver aktiv handling fra vikaren i modsætning til hvad der blot er til orientering?
Øvelse 7: Forløbsstatus til teamet
Situation Du har netop set en 61-årig mand til fire-ugers opfølgning efter en ny hjerteinsufficiens-diagnose. Han har taget 2,8 kg på siden sidst. Han har fået lette ankelødemer og beskriver let åndenød ved trappegang, som er nyt. Hans BT er steget fra 128/78 til 151/94. Han indrømmer at han ikke altid husker sin Furosemid. Hans HbA1c er steget fra 54 til 61. Du vil have AI til at hjælpe dig med at skrive en neutral og handlingsklar forløbsstatus til dit team.
Skriv en prompt der giver dig en forløbsstatus der beskriver ændringer neutralt uden at konkludere diagnose eller foreslå behandling.
Til refleksion Fik du AI til at holde sig til observation frem for konklusion? Og hvad sker der hvis du fjerner instruktionen om at AI ikke må konkludere?
Øvelse 8: Onboarding af ny sygeplejerske
Situation Din klinik har ansat en ny sygeplejerske der starter om tre uger. Hun skal have det koordinerende ansvar for jeres patienter med type 2-diabetes og stå for at strømligne de store årskontroller. Hun er erfaren sygeplejerske men har ikke arbejdet i almen praksis før. Du vil bruge AI til at lave en praktisk onboardingguide der dækker de første 30 dage og gør det klart hvad hun skal sætte sig ind i, hvem hun koordinerer med og hvad en god forberedelse til en stor diabetesårskontrol indeholder.
Skriv en prompt der giver dig en guide der er konkret og handlingsorienteret og som tydeligt markerer hvad der skal tilpasses til jeres specifikke klinik.
Til refleksion Bad du AI om at markere alt lokalt indhold der skal tilpasses? Og er der opgaver i guiden som afslører at I endnu ikke har en fælles standard for netop det?
Casene er udarbejdet til LUF-kurset AI i almen praksis, Barcelona 2026, med udgangspunkt i bogen Bedre patientbehandling med AI af Henning Langberg og Charlotte Høgsted Voglhofer, sundhedAI.dk